Dansk
spacer
English
Hælsår
 > Sårmanual  > Undersøgelser  > Distal blodtryksmåling
 
Sårmanual

Distal blodtryksmåling  (DBT)


Distal blodtryksmåling eller blodtryksmåling på ankel og tåniveau kan udføres på to forskellige måder:  

1. Dopplertrykmåling - bedsideundersøgelse.

2. Trykmåling med strain-gauge udstyr

Når man har målt det ankelsystoliske blodtryk, skal man samtidig måle det armsystoliske blodtryk. Armblodtrykket skal måles første gang på begge arme, idet ca. 10 % af befolkningen med arteriosclerotisk karsygdom har betydende subclaviastenose. Man kan efterfølgende beregne ankel/arm index (AI), ved at dividere det målte ankeltryk med det målte armsystoliske blodtryk (højeste værdi). Index giver et billede af forandringer over tid.

              Ankel systolisk blodtryk
AI =  --------------------------------
               Armsystolisk blodtryk

Fejlkilder

Ved diabetes mellitus skal man være opmærksom på, at man kan måle falsk forhøjede ankelsystoliske blodtryk som følge af forandringerne i karvæggen (Mønckeberg mediasclerose). Kalk i arteriens medialag er lagt på en sådan måde at det nærmest minder om et mindre cementrør, der ikke kan klemmes sammen, selv om trykket inden i er lavt. Ved denne tilstand er det tåtrykket, der er vejledende.
Man kan ligeledes måle falsk forhøjede værdier ved svære ødemer samt ved lipodermatosclerose (forkalkninger i underhuden ved kronisk venøs insufficiens).


Ankelsystolisk blodtryk med Dopplerteknik

Med en lille hånddoppler kan man måle et ankelsystolisk blodtryk. Tåsystolisk blodtryk kan ikke måles ved denne metode.


Dopplertrykmåling i a. tibialis post.

 Dopplertrykmåling i a. dorsalis pedis


Der anvendes almindelig blodtryksmanchet, idet ankelomkredsen som regel svarer til overarmsomkredsen. Ved doppler opfanges pulssignal fra enten a.tibialis posterior (atp)eller a.dorsalis pedis (adp). Blodtryksmanchetten pumpes op til der ikke høres dopplersignal længere, herefter reduceres trykket i manchetten, og i det øjeblik man hører pulssignal, registreres det systoliske blodtryk.



Trykmåling med Strain-gauge udstyr

Trykmålingen udføres på specialafdelinger og kræver lidt længere tid.


Tåtryks måling med strain-gauge


Metoden baseres på at man ved elektriske impulser gennem en gauge kan registrere ændringer i volumen - dvs. arterielt in-flow, som udtryk for systolisk blodtryk.


Hvilke værdier?

AI > 0,8 – patienten har ingen betydende arteriel insufficiens
AI mellem 0,8 og 0,5 – patienten har middelsvær arteriel insufficiens
AI < 0,5 patienten har svær arteriel insufficiens

Tåtryk: Et tåtryk er normalt 38 mmHg lavere end det tilsvarende ankeltryk. Et tåtryk < 30 mmHg indicerer manglende evne eller meget langsom heling af sår på tåniveau. Risikoen for gangræn er således tilstede.

Ved diabetes mellitus kan man f ex måle et normalt ankeltryk og et tåtryk på 10 mmHg (stejl ankel-tå gradient). Arterierne på ankelniveau er ikke kompressible på grund af kalk i mediadelen og kan ikke klemmes sammen. Det er tåtrykket, der er retningsgivende.

 

Skrevet af overlæge, dr.med. Rolf Jelnes, Venecentret, Aabenraa sygehus